@Klorofyl@feddit.dk som lovet starter vi op.
Vores lille familie lever under de planetære grænser. Der har været en del om det hist og her i det ganske danske, men der er faktisk ikke så meget om alt det, jeg har bygget 😅 så med det vil jeg opfordre jer andre til, at smide billeder, tips, videoer og DIYs i "bloggen" her, og så ser vi, hvad der kommer.
Vi starter idag med lige uden for døren og entre.
Det skal nævnes, at vi købte huset for godt halvandet år siden, og da vi skulle gøre en indsats for at blive under de planetære grænser, er (stort set) alt genbrug, restprodukt eller lignende.

I dag starter vi simpelthen ved indgangen til vores lille hjem. En meget nem DIY, det flyder nærmest med paller rundt omkring, og jeg ligger selv stort set altid inde med et par stykker. Denne gang er en brugt lige ved indgangen, hvor jeg har lavet en Crocs-holder til min kones mange Crocs. Stort set hver eneste gang hun finder et par brugte Crocs i genbrug, skaffer hun dem med hjem. Og selvom vi som sådan har en regel med én ting ind, én ting ud, så ligner det dog, at lige her kommer der mere ind end ud. 😂💛
Jeg har bare smidt en enkelt tilskåret planke på, så der var plads til lidt flere. Under er der skruer til at hænge kridtspande og andet udendørs legetøj på.
Derfra bevæger vi os ind i entréen.

Det nyeste produkt i huset er lavet af noget resttræ (jeg har en del bag huset 😅), som konen fik idéen til at lave en skohylle af.

Simple brædder samlet. Noget er rest fra naboen (Domea ejendomme), der skulle lave nye terrasser, og jeg fik derfor en stor mængde meget flot kirsebærtræ til overs. Det blev brugt her. Sammen med almindelige planker, nok ask, dem fik jeg med andet fra byens nybyg.

En af de sjovere historier er spejlet. Det er en gammel skabsdør (formodentlig jysk) - I ved, de der store 3 meter høje skydedøre. Og det sjove ved historien er, at jeg fandt den på DBA og troede, det var et almindeligt spejl. Da jeg så troppede op på adressen (transport i tog) med den mellemste i en bærerygsæk, blev jeg noget forbavset, da jeg så dette kæmpe spejl.
Nuvel, det skulle jo hjem, så bar jeg det igennem en lille by ude på landet og videre til toget. Men… DSB ville sgu ikke have mig og mit spejl med, så tilbage igen mod et busstoppested, og heldigvis var der en meget sød chauffør, der grinede og mente, det var okay, da det ikke var i myldretiden. Den mellemste i rygsækken… ja, han var først utilfreds, da vi næsten var hjemme.

Også for ungernes skyld, hjælper det virkelig meget med en påsat ledstrip, når sko osv skal på.

Slutteligt kan nævnes, at rummet er malet med kalkmaling, jeg modtog fra Aalborg, (alt kan lade sig gøre med GoMore og gulvtæppet er en rest, jeg fandt på et loppemarked.
P.s. konen gennemgik opslaget og jeg skulle sige, knagerækkerne er DIY, med noget IKEA hun fandt på DBA og malede.
Hvad har i af DIYs ude og i entré? 😊