Edit: Har talt det igennem med vedkommende, og vi har lavet en plan for fremtiden. Tak for gode input!
Jeg er frivillig spejderleder for en yngre gruppe (6-8 år).
Der har i et stykke tid været udfordringer sammen med den anden leder. Han har det overordnede ansvar og bestemmer i gruppen, så han står for planlægning, struktur osv. Han er virkelig flink og har de bedste intentioner, men strukturen og roen for de små børn er konstant et problem. Jeg har forsøgt at arbejde på rammerne med mere fast struktureret åbning, overgange, afslutninger. Bl.a. fordi kaoset især opstår i overgangene, ikke så meget i selve aktiviteterne. Selvom der også her kan være udfordringer.
Sidste uge skrev jeg til øverste ledelse, at jeg ikke rigtig magter mere, men at jeg vil gøre en sidste forsøg. Der skal ske ændringer for ungernes skyld. Derfor blev der aftalt ændringer mellem ham og mig ift. struktur og tydelighed, vi allerede skulle bruge fra i dag, og der er desuden planlagt et møde i uge 42, hvor alt bliver gennemgået igen og en mere fast tilgang planlagt.
Men så sker dette i dag: Lederen har igangsat dagens aktivitet, og vi er godt i gang. Jeg er lidt i tvivl om, hvad der egentlig sker, men efter noget tid forlader han gruppen for at tale i telefon. Vi er faktisk 3 ledere, og den anden leder forlader også gruppen efter nogle minutter. Udover at de står ret tæt på ungerne og snakker/telefonerer, ender jeg med at stå alene med børnene i mindst 30 minutter. Jeg beder ham faktisk efter de første 5 minutter om at gå længere væk, da det forstyrrer aktiviteten, og jeg tænker det nok max tager 3-5 minutters samtale.
Da han kommer tilbage efter 30+ minutter, bliver jeg simpelthen så vred. Han forklarer, at der var noget med en anden enhed, så han måtte hjælpe til (nogle af de store unger fra anden enhed skulle have været andet sted, men dukkede op hos os, så han og den anden leder vælger at hjælpe disse).
Det føles som et kæmpe brud på sikkerhedsrammen og alt det, vi lige har snakket om ugen forinden... ja, egentlig på dagen. Han spurgte endda en anden leder, der var i hytten i dag, om hjælp (som faktisk kender problematikken i vores gruppe). Denne leder og lederen han talte i telefon med, tænker tydeligvis heller ikke, at det måske ikke er vildt smart, at lederen af de mindste unger ikke skulle varetage denne opgave nu! Men han forlod børnene alligevel uden at fortælle hvorfor, hvad der skulle ske, og overdragede intet ansvar til mig, han gik bare. Og da han er den øverste, har han også det overordnede ansvar for, at det ikke sker.
Jeg har været noget oppe over det her, irriteret og ved ikke, hvordan jeg skal handle herfra.... tror jeg...
På den ene side: Jeg lovede at prøve én sidste gang. Jeg tror på børnene, og jeg elsker at arbejde med dem. Der er lavet nye aftaler om struktur, og vi har et planlagt møde. Hvis jeg stopper nu, svigter jeg løftet og måske også børnene, der har brug for stabilitet.
Jeg har mest lyst til det her, tror jeg.
På den anden side: Det her er et sikkerheds og tillidsbrud, og jeg er træt af det. At stå alene med en gruppe børn, fordi en voksen forlader dem for en telefon, er ikke acceptabelt. Slet ikke i 30 minutter! Jeg mærker, at jeg nærmer mig et udbrændt punkt, og jeg har sagt, at hvis der ikke sker en forandring, brænder jeg ud.
Sidst, så er jeg også bare... øv. Det er en lille by, snakken vil gå hurtigt, og jeg gider ikke drama! Slet ikke, hvis det går ud over ungerne.
Jeg vil gerne være en god leder. Men jeg kan ikke være det til prisen af at miste tilliden. Hvad gør jeg?
@Sommerhaven Kan du ikke sige, at du kun bliver hvis du får det øverste ansvar? Så kan du give instruktioner og sørge for flowet, og han skal lytte til dig. Selvfølgelig er det bedst, hvis I kan tale om det, men det lyder som om at du simpelthen ser nogle ting, han ikke gør, og derfor er du bedre rustet til at varetage denne lederopgave. Hvis han nogensinde lærer det går der lang tid. Vi er alle sammen gode til forskellige ting, og er ikke ens. Husk at pointere hans gode sider, og samtidigt at understrege dine egne, hvor han ikke har kompetencerne. Det handler ikke om at være flink eller at have gode intentioner (selv om det selvfølgelig er et vigtigt grundlag), men om kompetencerne i situationen, samt børnenes sikkerhed og tryghed.
Det kunne jeg overvejet, men samtidig, så er det også bare ... ja, meget ansvar, jeg ikke umiddelbart har ift. tid, ressourcer. Jeg vil gerne have børnene får en god oplevelse af spejderlivet (jeg er ikke selv spejder, og har kun kortvarigt været det som barn). jeg kan vende det med øverste ledelse hvad de tænker. Jeg skal ikke revolutionere noget, og han skal være med på det, hvis vi kan få en god dialog omkring det. Han har allerede nævnt, at han ser "op" til mig ift. de pædagogiske egenskaber jeg mestre pga min udd...
@Sommerhaven Det lyder bare som om du forventer han kan se noget, som han ikke kan se, og ikke kommer til at se, i hvert fald ikke det første lange stykke tid. Ikke fordi det du forventer på nogen måde er forkert, men fordi du har en erfaring og nogle talenter, han bare ikke har. Det er "recipe for failure". Du kunne selvfølgelig også være "pædagogisk ansvarlig", men hvis han ikke kan se, hvornår han skal inddrage dig, tvivler jeg på, at det vil gavne særligt meget. Måske kan I aftale et tegn, at du løfter den ene arm og lader den være løftet, eller at I har et særligt ord, I har aftalt - så han stopper op og spørger om dit input? Hvis han har anerkendt at du er god til det, er det jo et skridt i den rigtige retning 😀