Ironisk nok har vi netop bestil Knight of Seven Kingdoms hjem på enten bluray eller dvd (kan ikke lige huske hvilken vi endte med at vælge) fordi min nevø varmt anbefalede serien og jeg havde i sin tid læst alle novellerne i sin tid, så jeg vidste det ville være en fed fortælling.

Som udgangspunkt køber vi kun film vi ikke har set, hvis de har fået mange høje anmeldelser eller en af os har researchet den og udtrykt personlig interesse.

Langt de fleste film og serier vi har i vores samling er nogle vi holder utroligt meget af og gerne vil eje. Vi har også nogle instruktører vi hver især gerne vil eje alt fra. Fx vil min kæreste gerne eje alle Anders Thomas Jensen-film og jeg vil gerne eje alle Satoshi Kon-film. Af serier var jeg meget hooked på at eje Anne fra Grønnebakken og Band of Brothers, bare for at nævne nogle eksempler. Det er altsammen film og serier som vi har et forhold til fremfor at det er tom underholdning, hvilket jeg længe følte blev pointen med streamingtjenester.

Når man kun vælger at købe film og serier som man holder af, så ender man nødvendigvis ikke med at have opbevaringsproblemer. Vi har købt et fint lille vitrineskab til at opbevare vores film i og jeg tror det er rigeligt, for jeg har ikke behov for at eje alt der nogensinde er udkommet. Kun de ting som virkelig har rørt mig på en eller anden måde.

Og de film eller serier som vi ikke nødvendigvis ønsker at eje, men gerne vil se, dem låner vi på biblioteket.

Der er selvfølgelig nogle streamingtjenester, som ikke er lige så gode til at få deres film og serier udgivet fysisk som HBO er, men der kan man jo evt lege pirat, hvis det er det man vil. Eller som jeg gør: sige pyt.

For mig handler det med de fysiske medier også om at dræbe en tilvænning i mig, som jeg overhovedet ikke kunne lide. Oplevede nemlig lidt at streamingtjenesterne mere og mere blev som sociale medier, hvor man bare skal sidde og glo, fastholdes på deres tjeneste og klikke videre til næste produkt når man er færdig med det man lige har set. Faktisk skal man slet ikke klikke, man når knap at se fem sekunder af rulleteksterne, før tjenesten har smidt en ny film eller serie foran dig med trailer og playknap klar så du kan fortsætte med at glo.

For mig endte det med at have den effekt at jeg faktisk ikke rigtig kunne huske de ting jeg så. Meget af det var også vildt dårligt lavet og ligegyldigt underholdning. Hver gang man gav en film eller serie en chance så var det næsten altid tomhjernet underholdning. Ind ad det ene øre. Ud ad det andet.

Det gjorde mig faktisk ked af det for jeg elsker film, men det her var den mest ulækre måde at se film på, for der er ingen respekt for kunstarten på disse platforme. Og det kan man også høre når folk taler om det nu om dage. De omtaler film på filmtjenedter som "content".

Det er fucked.

Jeg gad simpelthen ikke leve sådan mere.